Sjælden blomst på Odden

Af Gunvor Jensen, Tejnvej 1

På stranden langs grusvejen Østervang vokser en gul valmue i stenene på strandvolden, den blomstrer i juli-august.

Peter Wind fra DCE (Danish Center for Environment and Energy), som står for atlasundersøgelser af den danske flora og er ekspert på området har bekræftet, at det er strand-hornskulpe, og at den er registreret på Odden for første gang i atlas-undersøgelsen, som ligger til grund for udgivelsen af 3-binds-værket Flora Danica, som udkom i 2015.

Tidligere er det beskrevet, at blomsten kun vokser i Nordjylland, hvor den er sjælden – men hvordan er strand-hornskulpen så kommet fra Nordjylland til Odden ?

Det mest sandsynlige er, at det er sket med vandspredning. Strand-hornskulpen har nogle lange, massive frøstande (=skulper), som minder om grønne bønner. Og en storm, som f.eks. Bodil, som jo medførte overordentlig høj vandstand langs hele nordkysten, kan have ført skulperne til Odden, hvor de så har fået fodfæste på strandvolden.

Det kunne være sjovt at høre, om andre har bemærket den gule valmue endnu før ?

Hvis du har – kan du kontakte Gunvor eller skrive til redaktøren web@gf-bornholm.com

strandhornskulpe