Lidt nyt fra kommunen om dræn nord for Bornholmsvej

Bestyrelsen har forespurgt kommunen om status for markens dræn.

Kommunen svarer:

“Tak for henvendelsen omkring vandproblemer på sommerhusgrundene. Som I selv påpeger, er I desværre langt fra de eneste, der oplever lignende problemer særligt i foråret, hvor nedbørsmængderne har været så høje.

Som I kan se på det nedenstående billede, er der et rørlagt vandløb der strækker sig langs marken nord for sommerhusene. Kommunen vil anbefale, at I undersøger, om der kunne være tilstopninger i det forløb. Hvis drænene ikke fungerer optimalt, kan det føre til ophobninger af vand, også på jeres grunde.

kommunen var sidste år ude og gennemgå netop disse dræn sammen med grundejeren, da der stod meget vand på marken. Der så drænene dog ud til at fungere fint. Ejeren vurderede selv, at vandet havde svært ved at nedsive på grund af jordtypen, der var meget komprimeret. Hvis dette er tilfældet  kan det være årsagen til jeres problemer.

På de enkelte grunde kan der anlægges grøfter, render, faskiner, eller lignende til afledning og nedsivning af vand. Det er meget forskelligt hvad der vil give mening på den enkeltes grund. Der kan også være eksisterende grøfter eller rørlagte vandløb, der skal vedligeholdes, ligesom man kan overveje at plante mere vegetation i haven, da det kan hjælpe med at absorbere overskydende vand, f.eks. i form af regn-bede. Der er en masse inspiration at hende på www.klimatilpasning.dk, og flere informationer om vandløb på https://www.odsherred.dk/da/bo-og-leve/affald-og-en-groen-hverdag/vand-og-strand/vandloeb/.

I kan også undersøge muligheden for at lave løsninger på tværs af husene, såsom vejdræn eller lignende. Her (og også på enkeltniveau) kan det give god mening at kontakte en entreprenør.

Det er utroligt træls og urovækkende, når der kommer vand helt op til ens hoveddør. Desværre er det konsekvensen ved det ændrede klima, hvor nedbør og øget grundvandsstand sætter alle under pres. Som kommune kan vi kun facilitere og vejlede, da man som udgangspunkt selv har ansvaret for at sikre sin ejendom. Hvis der opstår vandproblemer der skyldes misvedligehold, kan vi selvfølgelig gå mere ind i sagen og eventuelt give påbud.”

Bestyrelsen arbejder videre ud fra dette – men på den korte bane, er det nødvendigt selv at foretage egnede tiltag, der kan absorbere overskydende vand.

Mvh
Bestyrelsen