Vejdirektoratet anlægger en dobbeltrettet cykelsti på Oddenvej mellem Løvevej og Havnebyen i Odsherred Kommune. Formålet er at skabe en tryg forbindelse for skolebørn, pendlere og turister, der gerne vil cykle mellem Løvevej/Lumsås og Sjællands Odde/Havnebyen.
I efteråret 2022 blev anlægsprojektet for en ny cykelsti på Oddenvej i Odsherred Kommune sat i bero, efter Trafikstyrelsen vurderede, at der skal laves en fuld miljøkonsekvensvurdering af projektet og anlægsarbejdets påvirkning, inden cykelstien kan etableres.
Som en del af denne proces vil Vejdirektoratet gerne inddrage naboer og andre interesserede til den kommende cykelsti, og afholder derfor et orienteringsmøde i Odden Forsamlingshus torsdag den 27. april.
Afdelingsleder Maria Lønsmand Sande, Vejdirektoratet, siger:
”Vi ser frem til at møde naboer og brugere af den kommende cykelsti, og have en konstruktiv dialog om projektets udformning.”
På orienteringsmødet giver Vejdirektoratet en status på projektet og fortæller om, hvad der skal ske i den kommende tid. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål til Vejdirektoratets fagfolk og komme med input til projektet.
Tid: Torsdag den 27. april 2023 kl. 19.00 – 20.30
Sted: Odden Forsamlingshus, Skoletoften 6, 4583 Sjællands Odde
Der er oprettet en Facebook gruppe under “Cykelsti nord for Oddenvej”, hvor du kan følge debatten.